Orienteringssporten er en niche-verden, hvor vi er rigtigt gode til at hjælpe hinanden og hvor vi gerne vil have alle til at bidrage. Vi har også en masse værktøjer og viden – og det er det vi deler i denne sektion. Både så du kan blive bedre til orienteringsløb – og så du kan se, hvordan du kan hjælpe til.
Sådan laver vi træningsløb

I OK Syd er der mere end 25 forskellige medlemmer, der skiftes til at lave træningsløbene. De arbejder typisk sammen i par og deles om opgaverne: Lave baner, sætte poster ud, hjælpe løbere på dagen og til sidst hente poster ind.
Når du har løbet i et halvt år, vil du typisk begynde at have så godt greb om, hvad en god bane er, at du kan bidrage. I første omgang kan du måske hente poster ind (når alle andre er trætte) og siden kan du prøve at lave baner, og hjælpe nye løbere.
Du får en lille introduktion til opgaven i artiklen: Sådan laver vi træningsløb
Til træningsløb benytter vi SI-systemet til tidtagning, og du kan læse en instruktion i, hvordan man benytter systemet i artiklen: Guide: Sådan anvender du SI til træningsløb.
Sådan laver du gode baner
En af de vigtige ting til vores træningsløb er, at der skal være noget til alle: Både til de helt nye løbere, der møder op for første gang, til dem der har løbet et par gange og skal udfordres – og så til de erfarne rotter, der elsker at lede efter poster inde i de værste krat.
Derfor at har vi lavet en ramme for hvilke baner der skal være til vores træningsløb samt hvor lange og svære de skal være. For at hjælpe dig på vej, har vi lavet et ark der opsummerer det vigtigste. Læs mere i “Sådan laver du gode baner“
Sådan deler vi vejvalg på O-track.dk

Et af de værktøjer mange orienteringsløbere bruger, når de løber er O-track.dk. Sitet gør det muligt at sammenligne vejvalg og dermed lære af andre.
Her kan du læse både hvordan du lægger dit vejvalg op og – hvis du er banelægger – hvordan du lægger banerne op på O-track.dk. Læs mere på: “Sammenlign vejvalg på O-track“
O-service.dk: Tilmeld dig til løb
Træningsløb i OK Syd kan du bare møde op til, men de større løb, skal man tilmelde sig i forvejen, og det sker via websitet: www.o-service.dk.
Det er ret simpelt, men der er selvfølgelig et par detaljer du skal kende. Det kan du læse om i “Guide: Tilmeld dig til løb via O-service.dk“
